Værd at se / Torre del Mar

Torre del Mar

Kun 18 km (ca. 17 min. i bil) fra Chilches, finder du Torre del Mar.
 
Torre del Mar er beliggende i Málaga provins i den østlige ende af provinsen mellem hovedstaden Málaga og Granada provins. Hele sydgrænsen udgøres af Middelhavet.
 
Dette område kaldes La Axarquía (navnet er af arabisk oprindelse og betyder: Stedet øst for).
 
La Axarquía (og Málaga provins) er beliggende i den sydlige del af den sydligste af Spaniens 17 autonome regioner, Andalusien, kystområdet i Málaga provins er kendt som Costa del Sol.

Torre del Mar er kystforstaden til La Axarquías hovedstad, Vélez-Málaga. Vélez-Málaga ligger ca. fem kilometer fra kysten inde i landet. Torre del Mar ligger ca. 30 km. øst for Málaga og ca. 90 km. fra skisportsstedet Sierra Nevada. Byen har ca. 16.000 indbyggere, men i turistmåneden august stiger antallet til ca. 100.000.
 
Torre del Mar er en betydningsfuld port mod havet i Vélez-Málaga kommune. Oprindelig var den en forsvarspost for Vélez-Málaga og en afskibningshavn for la Axarquías produkter. Fra det XIX århundrede har man koncentreret sig om sukkerproduktion. Familien Larios opførte en sukkerfabrik i byen (den er nu lukket, og man opfører moderne boliger på området). Denne gamle fiskerby har de seneste årtier vokset hæmningsløst, men dog kontrolleret. I dag er den en af de største turistattraktioner på Costa del Sol.
 
Torre del Mar har hoteller, apartamentos, restauranter, diskoteker, chiringuitos (strandrestauranter), fitnes- og underholdnings-centre, såsom et vandland m.m.
 
Ved udkørslen fra byen i retning mod Nerja ligger den mest betydningsfulde fiskeri- og lystbådehavn mellem Málaga og Motril, havnen i Caleta de Vélez.
 
 
 
Torre del Mars strandpromenade, som er ca. otte kilometer lang, anses for den største og flotteste på Costa del Sol.
 
I 1998 åbnede man en ny autovía mellem Málaga og Torre del Mar, hvilket har sat yderligere skub i udviklingen.
 
 
Chilches Holiday  | beeken@mail.dk