Praktiske oplysninger / Generelle lejebetingelser

Generelle lejebetingelser

Bestilling og betaling

Efter modtagelse af booking, fremsender Chilches-Holiday lejebevis pr. mail med pris og beskrivelse af online betaling. Ved modtagelse af lejebevis indbetales 1. rate, svarende til 1.500 kr. pr. bestilt uge. Dette skal være betalt senest 48 timer efter bestilling af opholdet. Restbeløbet (2. rate) indbetales til Chilches-Holiday senest 14 dage før ankomstdatoen. Ved bestilling mindre end 14 dage før ankomst, indbetales hele lejebeløbet omgående. Indbetales totalbeløbet ikke som angivet ovenfor, er Chilches-Holiday berettiget til at annullere lejemålet og opkræve et reservationsgebyr svarende til det indbetalte depositum.

Bemærk: Minimumsalderen for lejeren er 18 år.


Kontrol af lejebevis
Ved modtagelse af lejebeviset er det lejerens ansvar at sikre sig at perioden er korrekt.

Afbestilling af lejemålet
Ved afbestilling inden 30 dage før ankomst, tilbagebetales det af lejeren indbetalte beløb med fradrag af beløb, svarende til depositum. Ved afbestilling mellem 30 dage og 14 dage før ankomst tilbagebetales 50% af lejebeløbet (dog minimum svarende til depositum). Afbestiller lejeren mindre end 14 dage før ankomstdagen tilbagebetales intet.

Force majeure
Chilches-Holiday kan aflyse eller afbryde lejemålet på grund af force majeure, hvorved forstås krig, optøjer, strejke, lockout, olie- og benzinrationeringer, grænselukninger, epidemier, natur- og forureningskatastrofer eller lignende hændelser. Ved force majeure er Chilches-Holiday forpligtet til snarest at underrette lejeren. Der tilkommer ikke lejeren nogen godtgørelse eller tilbagebetaling af indbetalte beløb.

Lejeprisen inkluderer

Rådighed over ferieboligen og dets udstyr i lejeperioden, elektricitet, vand, trådløst internet, adgang til fælles pool, samt slutrengøring ved afrejse.

Ferieboligen efterlades i ryddelig stand, håndklæder/viskestykker og sengetøj er lagt til vask og evt. beskidt service er vasket op og stillet på plads i skabe. Hynder til stole på terrassen er lagt på plads i chaiselongen, evt. skrald er båret ud og køleskabet tømt.

Er gasgrillen benyttet under opholdet, efterlades den også rengjort.

Ankomst og afrejse
Ankomst fra kl. 15.00.
Afrejse skal ske senest kl. 10.00.

Hvis der ønskes tidligere check in eller senere check ud, kan ekstra dag tilkøbes.

Rengøring

Den daglige rengøring og vask af viskestykker, samt håndklæder til håndvask foretages af lejeren. Rengøringsrekvisitter findes i feriehuset.


Lejerens ansvar
Lejeren er forpligtet til at respektere de ordensregler, som gælder for ferieboligen. Lejeren hæfter fuldt ud for ferieboligens inventar. Mangler og beskadigelser påført af lejeren afregnes af denne ved afrejse. Den person, der har indgået lejemålet, hæfter også for skader forvoldt i lejeperioden af de øvrige beboere i ferieboligen. Ferieboligen må maksimalt bebos af det antal personer der er sengepladser til (8 personer + en baby). Der skal være en person over 18 år til stede under hele opholdet.

Lejer er ansvarlig for, at han eller ledsagende personer ikke er til gene for ferieboligens naboer eller øvrige omgivelser. Såfremt lejer eller ledsagende personer udviser grov, uagtsom adfærd eller handlinger fremkaldt med forsæt, forbeholder Chilches-Holiday sig ret til, uden varsel og med øjeblikkelig virkning at ophæve lejeaftalen.

Chilches-Holiday vil i givet fald ikke være forpligtet til at tilbagebetale hele eller dele af rejsens pris.

Husdyr
Det er tilladt at medbringe husdyr i ferieboligen, mod betaling af ekstra rengøring på 30 Euro.

 

Chilches Holiday  | beeken@mail.dk